Quotes from Peter Schellenbaum

Det energetiske menneske har ikke noget behov for at trænge sig på eller præge mennesker og ting. Det lever gennem den inciterende følelse af, at mennesker og ting kommer det i møde,

Da deres energi på denne måde ikke frit kan strømme udad, føler de sig glædes- og kraftesløse, og oplever som følge heraf verden som overvældende. Især i udåndingens øjeblik, som ellers ville passe til ubeskyttet given-slip, koncentrerer de sig krampagtigt om at beskytte sig selv.

I ethvert menneskes liv er der områder, som endnu ingen har fulgt dem ind i. Det er ikke-kærlighedens isolerede zoner. Her standser foden. Den stivner i en evig uforløst gebærde,

Nu er troldommen hævet i zonerne for den tidlige stivnen. Fordi nogen går bagved, bliver ensomhed til frihed. De områder, der før på grund af den tidligt manglende kærlighed var forurenede, bliver nu tilgængelige. Selv når der ikke mere går en terapeut bagved, står erfaringen tilbage: 'Det går; jeg går. Jeg ved nu, hvad jeg skal gøre for at leve.

Uelskede tror, at de skal købe sig til velbefindende med anstrengelser og disciplin.

Uelskede børn er ofte underkastet voksnes normative tryk, som er stærkere end deres kærlighed. Børnene organiseres i stedet for at elskes,

Uelskede har en tilbøjelighed til altid på ny at lade sig overmande af de livsformer, de bliver syge af. Når dette sker, synker de dybere og dybere ned i deres uelskethed. Kærligheden er fortsat ulevet.

Absolut norm, absolut moral, et absolut 'du skal' indebærer altid adskillelse fra livet og tab af selvkærlighed. Behovet for tryghed tilfredsstilles for en tid, men så vokser nedtryktheden. Uelskede, der håber at få kærlighed igennem deres egen underkastelse, genfinder sig selv i uelskethedens 'normale' følelse.

Døde normer kan ikke analyseres væk, men kun gennem den anormale kærlighedserfaring relativeres og gøres tilgængelig for forandringer. På denne måde sker befrielsen af indre trang, som ikke tager sig betalt med døden - en kærlighed, der identificerer sig med det, der vil leve. Og alligevel er det hvert menneskes egen hemmelighed, hvor langt livssvinget rækker.

Uelskede oplever sig selv som forladt af hele verden. At de forlader sig selv, ved de ikke.

modet til at lade dem, der ikke elsker os, være i fred, for i stedet kærligt at vende os mod den uelskede i os selv.

I buddhismen derimod er kaldet lig med frihed for afhængighed, altså også frihed for menneskene, som elsker os eller ikke elsker os.

At give afkald på for sen forældrekærlighed er den eneste mulighed for at løse sig fra forbandelsen. Ordet 'afkald' kan føre til den falske antagelse, at denne nødvendige proces kan klares som en viljessag alene. Men sådan er det ikke.

Den gamle kærlighed - at holde og blive holdt om, at sikre og være sikret, kærligheden pga. svaghed og fortvivlelse - har det lagt bag sig. Det lever i en kærlighed, der omfatter kærlighedsfjernhed og uelskethed, en kærlighed, der omfatter en ensomhed, som både er nøgtern og glødende, en kærlighed, der ikke vil noget bestemt og derfor er åben og til rådighed, en kærlighed, det heler kærlighedssår, idet den også elsker disse.

Er de uelskedes sår nu lægt for altid? Hvordan skulle de være det, da den tidlige kærlighedsmangels traumatiske spor aldrig kan udviskes helt, og følelsen af fremmedhed desuden er menneskets grundbefindende! De uelskedes sår vil altid springe op på ny ved livets kritiske tidspunkter. Men vi kender retningen: Vi må igen slippe en afhængighed fri for at give plads for kærligheden. De uelskedes sår er det skød, vi fødes af mange gange.

Jeg erkender hos den anden altså netop det som fascinerende, som i mig selv lige nu er modent for udvikling. Forbilledspejlingen med det elskede menneske vækker altså i rette øjeblik mit eget livspotentiel.

Det gælder om at blive fuldt og helt identisk med intensiteten i det udtrykskrævende liv. Alt det, der lever i os, ønsker at blive medinddraget.

Uelskede føler sig hurtigt under tryk. Derfor sætter de deres grænser for snært.

Mange menneskers liv er kun henvisninger til det mulige. Trangen forbliver symbolsk, trykket reelt. Tryk avler angst, og angst indsnævrer livet. Det indo-europæiske ord 'angh' betyder snæver. Angst er snæverhed, som vi lader os trykke ned af.

Selv den svageste uelskede ejer en gnist af det stærke heltebarn, dvs. en lille mulighed for at forvandle de andres Nej til et Ja til sig selv. At fornemme egen mangel peger på et uudnyttet potentiale til selvaktivitet.

Tryk forvandles ikke til trang, til livslyst eller livsglæde, men splintres voldeligt, hvis alle kræfter sættes ind. Og det er tragisk. Den slags mennesker knuses af den is, som deres hjerter ikke kan smelte. De ødelægger det, de ville være gode ved.

Men netop den uelskede, som føler sig svag, har specielt meget brug for at give afkald på forældrekærligheden . Alt for megen energi er bundet til hans fortvivlende længsel. Mon det svage menneske, han anser sig selv for at være, overhovedet findes? Skal der ikke mange kræfter til at lade sig gøre så svag? Har styrken ikke skjult sig under svaghedens maske?